Sophie & Peters bryllup

Hvor mødte I hinanden? 

Vi mødte hinanden gennem en fælles god ven, en sommeraften i København tilbage i 2012. På det tidspunkt havde hverken Peter eller jeg intentioner om andet end et venskab – men noget tid senere udviklede det sig til et eventyr. Vi nåede dårligt at flytte sammen, inden vi først flyttede til Bangkok og derefter Liechtenstein.

Hvordan friede han til dig? 

Peter og jeg og vores to børn skulle på ferie til Thailand i marts 2020 og besøge vores venner.
Da vi står i lufthavnen på vej til Bangkok, bliver vi ringet op fra vore kontorer i Liechtenstein, der informerer os om, at de vil lukke ned grundet COVID-19. Vi tager en hurtig beslutning og tog alligevel af sted til Bangkok på vores ferie.
To dage efter vi ankommer til vores hotel, bliver Peter ringet op af sit arbejde og beder os komme hjem, grundet COVID-19 situationen. Vi har derfor en aften tilbage i Bangkok, inden vi skal retur, og Peter må ændre sine planer omkring, hvordan han ville have friet. 

Vi sidder (komisk i bryllupssuiten) på vores skønne hotel, efter en lækker middag under åben himmel. Begge børn sover, og Peter har bestilt Champagne til værelset, som vi nyder, mens vi kigger på udsigten ud over vores gamle by. Efter noget tid med gode snakke og masser af grin falder Peter på knæ og fortæller mig, hvor meget jeg betyder for ham og den familie, vi to har skabt, spørger om jeg vil fortsætte eventyret med ham og gifte mig med ham – i mine øjne kunne dette øjeblik ikke have været mere perfekt for os.


Hvilken Karim Design kjole valgte du, og hvordan vidste du, det var den rigtige brudekjole?

Jeg havde været ude at prøve mange forskellige kjoler og designs, også hos Karim.
Da jeg først kom ind til Hesam følte jeg mig godt taget imod, og der var en god kemi, som også var vigtig for mig, da jeg er bosat i udlandet. Jeg havde en klar fornemmelse af, hvad jeg godt kunne tænke mig, og sammen designede vi kjolen. Det var en god proces, og jeg følte på intet tidspunkt, at afstanden var en udfordring. Vi talte sammen over FaceTime og e-mail, hvor vi fandt de rigtige blonder og lavede sjove personlige ”hemmeligheder” i kjolen.

Beskriv dit bryllupsdagslook ... 

Mit look… Vi holdt et weekendbryllup i Italien, og for mig var det vigtigt at finde en god balance mellem dansk smuk kvalitet og det italiensk feminine touch. Jeg skulle mærke min personlighed i kjolen og ikke føle mig for fin men mere chic. Vi lavede derfor en kjole, der var lidt gennemsigtigt for at være sexet, brugte romantiske italienske blonder på overdelen og helt glat smuk silke på underdelen. Mit lange slør blev der syet perler på, som jeg synes gav en blød men smuk detalje til looket.

Hvordan følte du dig i din kjole på din bryllupsdag? 

Jeg følte mig smuk, sexet, chic og speciel i kjolen, som kun jeg ejer. Materialerne, som vi havde valgt, gjorde kjolen lidt tung, men stadig med en god komfort og bevægelighed.

Hvor blev du gift? Fortæl os om, hvor det forgik, stilen, atmosfæren på din bryllupsdag. 

Da vi er bosat i udlandet, ville temaet for vores bryllup være destinationsbryllup.

Vi er bosat tæt ved Italien og har en stor kærlighed til landet. Da vi for to år siden holdt 3 ugers sommerferie i Italien, faldt vi øjeblikkeligt for Le Marche området. Vi havde, af vores lokale weddingplanner, fået anbefalet et familieejet vinresort, der dyrker egen vin og grøntsager, samt fokuserer på bæredygtighed, som er noget, vi også selv går op i. Venuet rummede alle de ting, vi ønskede os, og omgivelserne var helt fantastiske.
Venuet er en tidligere lille landsby, hvor man har bevaret flere dele af de originale seks bygninger/huse, blandt andet en lille kirke. Vi ønskede at holde brylluppet udendørs, og da kirken alligevel var for lille til at rumme os alle, startede lørdagen med Apero på den ene side af kirken og selve vielsen op mod den anden side af kirken.
Ceremonien var intim og rørende med live musik under et smukt stort egetræ. Trioen havde bl.a. lært to danske melodier, vi gerne ville synge under ceremonien, og selve vielsen blev afholdt af min storebror, hvilket gjorde det hele endnu mere rørende. Der var ikke mange tørre øjne under ceremonien. Vi ville gerne bevare den her følelse, som hvis vi var inde i en kirke, men med vores personlige præg. Vi havde derfor i samarbejde med vores florist og weddingplanner skabt omgivelserne med blomster og personlige input.
Dette er en oplevelse og et minde, vi helt bestemt aldrig vil glemme.

Hvad var det mest udfordrende ved planlægningen? 

Vi har været meget heldige at arbejde sammen med flere dygtige og kompetente mennesker, som gjorde det nemt og primært sjovt og hyggeligt at planlægge. Det mest udfordrende har været afstanden og COVID-19, som til tider gjorde det svært at deltage fysisk. Vi havde gæster, der skulle ankomme fra syv forskellige destinationer, og det mest nervepirrende var, om alle gæster kunne komme frem, da vi på det pågældende tidspunkt oplevede flere ændringer og aflysninger på flyafgangene. Heldigvis gik hele weekenden som den skulle, og vejret var med os.

Hvad gjorde din dag ekstra speciel?

For os var det helt specielt at holde et weekendbryllup i Italien. At være sammen med vores familier og venner, som vi ikke ser så tit – gjorde weekenden helt og aldeles uforglemmelig.

Om fredagen havde vi pizza fest ned til en sø og DJ samt sjove indslag fra gæsterne efterfulgt af pool fest.

Søndagen havde vi brunch og afslapning ved poolen, inden de fleste gæster skulle flyve hjem igen.

Det sjoveste øjeblik på dagen var??

Der er flere episoder, hvor vi har grædt af grin.
Men jeg synes selve festen, hvor vi endte med at stå på scenen og synge, og nogle af gæsterne tog bandets outfit på, var virkelig sjovt.

Hvor gik bryllupsrejsen hen?

Det vil tiden vise ☺ 

Nogle sidste råd eller viseord som du kan dele med Karim Designs kommende brude? 

Gå med din mavefornemmelse – det er en once in a lifetime oplevelse ;-) 

Leverandører

Bruden bar brudekjole fra: KARIM

Gommen bar tøj fra: Lanieri i Milano

Fotograf:  mariafrancescanitti_ph       https://www.instagram.com/mariafrancescanitti_ph/

Videograf: 

Bryllupslokation: https://www.instagram.com/tenuta_santi_giacomo_e_filippo/

Mad fra: https://www.instagram.com/tenuta_santi_giacomo_e_filippo/

Blomsterleverandør: claudia_cameranesi       https://www.instagram.com/claudia_cameranesi/

Hår & Makeup: https://www.instagram.com/massimocesca_hair/

Bryllupsplanlægger: https://www.instagram.com/merrylemarche/

Flere af vores fortryllende fortællinger

Se alle